At være kvinde i Indien
’At opfostre en datter ser som at
vande og gøde en plante, der skal vokse i naboens have’, lyder et indisk
mundheld. Vendingen er et billede på at en datter ikke værdsættes i samme skala
som en søn da hun jo på et tidspunkt skal bortgiftes og dermed forlade familien
for resten af livet. Indtil da er hun en mund der skal mættes.
Indiens kvinder
Der er flere kategorier af kvinder i
Indien.
Der er landsbykvinden, der
udgør langt den største gruppe. De er husmødre i deres familier, hvor de i
reglen ikke må forlade huset bortset fra når de skal hente vand ved brønden.
Det er også udbredt, at kvinder har job hos de større landmænd under høsten
eller de plukker græs til salg til steder, der bruger græsset som naturmedicin.
I skovområder er der landsbykvinder der arbejder som ’headloaders’. Det vil
sige de sanker brænde, bærer det på hovedet i 30 kilo bundter, hen til et sted
hvor brændet kan sælges så som til hoteller og restauranter. Kvinder kan også
have små kiosker (’small shops’) som supplement til mandens arbejde i
landbruget.
Så er der de arbejdende kvinder.
Det er typisk ufaglærte kvinder, der arbejder på fabrikker som ussel betalt
arbejdskraft. Det er mest bykvinder. På det seneste er der skudt
eksportproduktions zoner op, hvor kvinder arbejder på fabrikker under strenge
og ofte usunde arbejdsforhold. Nogle fabrikker samler hver morgen kvinder op i
landsbyerne i busser og leverer dem igen om aftenen efter endt arbejde.
Der er de uddannede kvinder. De
kan være mellemledere, skolelærere, socialarbejdere, receptionister,
butiksekspedienter eller bestride andre jobs af serviceminded karakter. De
uddannede kvinder tæller ikke ret mange endnu; men de bliver stadig flere og
optager en stadig større andel af arbejdsstyrken. De findes typisk i
bymiljøerne hvor de ovennævnte funktioner udfolder sig.
Der findes kvinder i
toppositioner. Alle kender Indira Gandhi; men hun kom primært til magten i
kraft at hun var Jawaharlal Nehrus datter. Det samme kan man sige om
Kongrespartiets formand Sonia Gandhi, der var gift med Rajiv Gandhi. Men flere
kvinder er eller har været førsteministre i delstater i kraft af deres egen
kapacitet (Læs herom under fanen ’De politiske forhold i Indien’). Der findes
også kvindelige guvernører i delstaterne. Og i perioden 2005-2012 havde Indien
en kvindelig præsident. Ud over at blive politikere er det ikke ualmindeligt at
se kvindelige læger, advokater, journalister og andre i fremtrædende
funktioner.
I traditionens skygge
Indiske piger og kvinder lever i
traditionens skygge. Det er tradition, der foreskriver at en kvinde ikke er en
ressource. Kvinder er mødre, søstre, hustruer, døtre og svigerdøtre. Kvinder
kan ikke udvikle sig efter egne ønsker og behov. Hun kan ikke selv vælge den
rolle hun skal spille. Hun er skabt til at passe manden op og føde sønner.
I de indiske familier, der er stærkt patriarkalske og mandsdominerede,
er der et skarpt inddelt kønsrollemønster, der foreskriver at kvinder skal
passe hus og hjem, passe børn og sørge for mad til ægtemænd og sønner. En pige
skal være lydig, selvopofrende og føjelig. Barndommen går med at lære disse
dyder og lære at finde sin rolle. I tiden før ægteskabet er det forældrene, der
holder opsyn med at pigen lærer sin plads at kende og finder sig i den. Når hun
bliver gift er det manden, der overtager opsynsrolle sammen med hans familie.
Hvis kvindens ægtemands dør er det den ældste søn, der overtager opsynet med
moderen og hans søstre.
Det kræver stort styrke og mod at sætte sig op mod denne rolle. Det
kræver udannelse og lønnet beskæftigelse så man slipper for afhængigheden af
familien. Det er svært at opgøre arbejdsstyrken i et land som Indien og derfor
også svært at afgøre hvor stor en del af den, der er kvinder. Men eksisterende
beregninger siger at kun 17,5 % af arbejdsstyrken består af kvinder. Resten er
hjemmegående og derfor familieafhængige.
Kun en lille etcifret procentdel af Indiens kvinder bestemmer over sig
selv. Men det bliver stadig mere udbredt i middel- og overklassen at kvinder
bestemmer for sig selv. Det vil sige at de kan udtrykke ønsker om hvad de gerne
vil være og hvad de gerne vil dygtiggøre sig i. Men det er fortsat deres fædre
og brødre der bestemmer om de må realisere deres drømme. Den vigtigste fremtid
for en pige er altid at blive gift og tjene sin ægtemand.
Religionens rolle
’Kvinden skal ikke kende nogen anden gud end sin mand. Selv om han er nok
så frastødende og ond og behæftet med alle fejl og laster, så skal hun
alligevel dyrke ham som en guddom og tjene ham i ydmyghed. Slår eller lemlæster
han hende, skal hun kysse hans hænder og bede ham om forladelse, fordi hun har
opvakt hans vrede. Dør manden, er der ingen anden trøst på jorden for hende end
at lade sig brænde med ham’.
Sådan siger Manus lov, der blandt
hinduer siges at være dikteret af skaberguden Brahma til verdens første
menneske. Loven er nedskrevet af den skriftkloge Manus Suniti for 1600-1800 år
siden. En anden formaning i Manus lov er:
’Dyr, trommer, analfabeter, lavkaster og kvinder må an slå’.
Der findes i hinduistisk tradition en
dag om året hvor kvinder maler sig med henna og faster dagen indtil solnedgang.
Herefter beder og ofrer de med ønsket om et godt helbred og et langt liv – for
deres ægtemænd! Der findes ingen tilsvarende hvor mænd skal fejre deres
hustruer.
Det er ikke kun blandt hinduer at
religionen spiller en legitimerende rolle for kønsdiskriminering. Også blandt
muslimer og kristne finder der skriftsteder, der foreviser en teologi der
placerer kvinder som laverestående menneskelige væsner. En undtagelse er
Sikh’erne hvor der eksisterer en tro på ligestilling mellem kønnene.
Kvinder er faktisk mere frie i
Sydindien end i Nordindien. Det skyldes at Sydinderne er efterkommere af de
dravidiske folkeslag, der udgjorde Induskullturen (Læs herom under fanen
’Indiens bliver til’). I Induskulturen var det kvinderne, der havde retten til
at eje jord og retten til at arve jorden efter deres mødre. Sydindiske kvinder
er i dag også underlagt mændene; men knapt så udtalt som hos de ariske folkeslag.
Medgiftens konsekvenser
Den største svøbe for indiske kvinder
er den medgift en ung piges familie skal betale til en ung mands familie når de
to unge skal giftes (Læs herom under fanen ’Ægteskab og medgift’). Medgiften er
en kæmpe byrde, der ruinerer snesevis af millioner familier hvert år.
Medgiftskravet er en tilskyndelse til at millioner af nyfødte pigebørn
ombringes hver dag eller aborteres bort efter at en gravid kvindes foster er
blevet scannet og kønsbestemt.
En familie, der er kommet i økonomisk uføre, forsøger ikke sjældent at
komme ud af kniben ved at forlange yderligere medgift for deres svigerdøtre
lang tid efter ægteskabets indgåelse. De kan true med at behandle hende
dårligt. I de værste tilfælde myrder familien svigerdatteren så sønnen kan
blive gift igen så familien opnår en ny medgift. Sådanne mord, der fingeres som
ulykker, sker mindst én gang i timen i Indien hvis man regner med de sager hvor
der falder dom. Dertil kommer alle de tilfælde af drab hvor der ikke falder
dom.
Mord på nyfødte pigebørn er tabu i
Indien. Man taler ikke om det da alle ved at det er forkert samtidig med at de
fleste har en forståelse for at man ikke kan opfostre en masse pigebørn hvis
man ikke har drengebørn.
Myndighederne er magtesløse. Man har forsøgt, at lade delstaterne
belønne familier, der får pigebørn. Hvis pigen er under uddannelse når hun er
15 år tildeles familien et engangsbeløb på 100.000 Rupier (ca. 10.000 kr.). I
byerne kan man se store plakater, der opfordrer til at lade pigebørn leve. Men
dem bryder indere sig ikke om.
Lovmæssig ligestilling
Der er lovgivningsmæssig fuld
ligestilling mellem kønnene i Indien. Den indiske lovgivning er fuld på højde
med europæisk lovgivning i den henseende. Diskrimination på baggrund af køn er
forbudt og strafbart. I de indiske toge er der plakater, der foreskriver at al
krænkelse af kvinder i togene er strafbart. For få år siden vedtog parlamentet
også en lov mod sexchikane på arbejdet. Der holdes mere eller mindre officielle
8. Marts demonstrationer på kvindernes internationale kampdag som
Kongrespartiet opfordrer til at deltage i. I annoncerne for 8. Marts
arrangementerne er der telefonnumre kvinder kan ringe til hvis de har været
udsat for vold, voldtægt eller forsøg på medgifts mord.
Men ligesom i Europa er hverdagen
anderledes. De fleste indiske kvinder bliver udsat for vold på et eller andet
tidspunkt gennem livet. Hustruvold finder sted for millioner af indiske kvinder
hver dag. Og vold indenfor ægteskabet anses ikke for at være forkert. Ingen
kvinde kunne finde på at anmelde sin ægtemand til politiet for vold uanset hvor
groft hun er blevet behandlet. Løber pigen hjem til sine forældre på grund af
hustruvold skynder de sig at sende hende tilbage, i natten mulm og mørke, til
ægtemanden da hun jo er afsat for en dyr medgift og da det er en skam for en
kvinde at løbe fra sin ægtemand.
Især i landdistrikterne hvor landmænd
og landarbejdere lever en ussel tilværelse sker det ofte at mændene går forbi
landsbyens smugkro efter arbejdet. Her bliver de hængende og drikker arrak
(hjemmebrændt risbrændevin) for derefter at gå fulde hjem og tæsker hustruen
inden han voldtager hende. Derfor er lukning af disse ulovlige smugkroer en
vigtig sag for mange kvindebevægelser i Indien. Men politiet tager sig betalt
under bordet for at lade dem fortsætte.
Indien er på det seneste blevet kendt
for at grupper af mænd gennemfører voldtægter mod en kvinde. Især med voldtægten
og drabet på den 23-årige Joythi i december 2012 blev der sat skub i kendskabet
til den udbredte forulempelse af kvinder. Men om det er udtryk for at antallet
af voldtægter er steget eller om det er udtryk for at medierne er begyndt at
skrive om det og kvinderne er begyndt at protesterer over det skal være usagt.
Men det er udbredt at indiske mænd mere skælder ud på medierne, der skriver om
seksuel forulempelse af kvinder, end de gør noget for at ændre køns relationerne.
Voldtægt indenfor ægteskabet anses af de fleste indere ikke for en
forbrydelse selv om det, ifølge loven, er det. Seksuel tilfredsstillelse af
ægtemanden er, ifølge traditionen, mandens ret og kvindens pligt i ægteskabet.
Enker
Når en kvinde bliver enke overtager
den ældste søn opsynsrollen overfor hende. En enke skal, ifølge traditionen,
bære hvid sari og ikke sætte bindi i panden ligesom hun ikke bør bære smykker.
Tidligere satte en familie en enke ud af huset fordi hun i deres øjne
ikke længere tilhørte familien når hende ægtemand var død. Hun var således
overladt til tiggeri. Det hører i dag til sjældenheder at enker sættes ud; men
det forventes at de lever en ydmyg tilværelse.
Tidligere hændte det at det enten
blev forventet eller ’tilladt’ en nybåren hindu enke at blive brændt med sin
ægtemand på hans ligbål. De kongelige hustruer skulle kaste sig på deres mænds ligbål.
Enkebrænding hed Sati. Sati
var guden Shivas første hustru. Hun kastede sig på bålet i sorg over at hendes
far havde nægtet at invitere Shiva til en fest. Så hun ofrede sig selv og blev
senere genfødt som Parvati.
Sati var en guddommelig handling, hvor en kvinde ofrede sig som bevis på
hendes loyalitet og trofasthed overfor sin ægtemand. Det var langt de færreste
kvinder, der gjorde Sati; men mange af dem der gjorde det ønskede det
inderligt.
Sati blev forbudt efter britisk pres i 1846. Forbuddet skabte stor frustration blandt mange hindu indere, idet
de opfattede presset som britisk indblanding i indisk tradition. Forbuddet mod
Sati var med til at udløse opstanden blandt indiske lejesoldater i britisk
tjeneste i 1857-58 (Læs herom under fanen ’Britisk kolonialisme’).
Med forbuddet sluttede Sati ikke. Den sidste Sati, der er kendskab til,
skete i 1987 i en lille landsby i Nordindien, hvor den kun 18-årige Rood Kanwar
sprang på sin ægtemands bål. Skeptikere hævder at den unge kvinde var bedøvet
af stoffer og tvunget med magt på bålet af mandens familie.
En Sati kvinde blev tilbedt i den tro at kvinder, der ikke kunne blive
gravide, blev frugtbare hvis de valfartede til et sted hvor en kvinde havde
gjort Sati. Som pilgrimme ville de opnå Sati kvindens frugtbarhed. Der er
stadigvæk kvinder der valfarter til det sted hvor Rood Kanwar smed sig på sin
mands bål i troen på at de kan blive frugtbare.
En enke kan gifte sig igen. Det har
de kunne siden 1859. Men de gør det sjældent. Det anses af lokalsamfundet som
skamfuldt for en enke at gifte sig igen. Det betragtes som troløs og illoyal
overfor den stakkels forsvarsløse ægtemand.
Kvindebevægelser og stærke indiske kvinder
Der findes kvindebevægelser i Indien.
Den ældste er All India Womens Conference grundlagt i 1926. Den hører til den
mere etablerede kultur, der langt hen ad vejen accepterer kvindernes rolle i
Indien.
Men der findes også mere nutidige
progressive kvindebevægelser. En af dem er ’Self Employed Womens’s Association’
(SEWA) grundlagt i 1972. Det er en forening for fattige og lavkaste kvinder. De
varetager fagforeningsfunktioner for arbejdende kvinder. Og så har SEWA åbnet
en bank hvor kvinder kan få lån til at starte et skrædderi, hønseri eller anden
småforretning. I Indien anses en kvinde per definition som værende
ikke-kreditværdig. Derfor kan landsbykvinder ikke oprette konti eller tage lån
i de almindelige banker. Her træder SEWA til og støtter kvinder med kreditter.
SEWA driver også andre aktiviteter så som et Akademi, kønsforskning, husly for
udsatte kvinder, lederuddannelse for kvinder samt økoturisme.
Desuden findes der et hav af
landsdækkende og lokale kvinde NGO’er i hele Indien. Nogle er mere seriøse end
andre. Kvinde NGO virksomhed har forholdsvis let ved at finde vestlige donorer
da kampen mod undertrykkelse af kvinder i Indien er noget, der har forholdsvis
stor opbakning verdens over. Derfor forsøger en del indere at finde et levebrød
med oprettelsen af kvinde NGO’er.
For nylig er der dannet en række nye
græsrodsbevægelser blandt kvinder i kølvandet på den megen omtale af seksuelle
forulempelser af kvinder i Indien. De har stadig vanskelige betingelser da det
ikke er velset blandt mange indere, at kvinder taler højt. Og slet ikke om
seksualitet.
Indiske kvinder fik ret til fri abort
i 1971. I de urbane miljøer danner kvinder stadig flere selskaber som tidligere
var tænkelige. For eksempel er den første vinklub for kvinder åbnet i Mumbai.
Flere indiske kvinder har, som nævnt,
gjort sig gældende og gør sig fortsat
gældende i indisk politik. Indien har haft sin første kvindelige præsident
Pratibha Patil, der er uddannet jurist og medlem af Lok Sabha siden 1962. Hun
har også været delstatsminister i Maharasta og den første kvindelige guvernør i
Rajastan.
Indien har også haft sin første kvindelige astronaut Kalpana Chawla. Hun
blev dræbt 42 år gammel under opsendelsen af rumfærge Columbia fra Kap Kennedy
i USA i 2003. To kvinder har været ambassadører i USA (den første var Nehrus
søster). Indien har også haft en kvindelig ambassadør i Danmark i 1990’erne.
En anden kendt indisk kvinde er Poolan Devi – ’Banditdronningen’, der
blev udstødt af sin landsby og flygtede ud i bjergene hvor hun tilsluttede sig
en gruppe banditter og blev deres leder. Hun blev fanget og ført til landsbyen
Behmai hvor hun blev gruppevoldtaget af over 40 mænd og tvunget til at hente
vand ved brønden helt nøgen. Hun tilsluttede sig endnu en bande og blev leder
indtil hun overgav sig i 1983. Hun sad 11 år i fængsel. I 1996 blev hun valgt
til Lok Sabha i delstaten Uttar Prahdesh. Hun blev genvalgt i 1999. Hendes liv
sluttede brat en varm julidag 2001 hvor hun blev skudt foran sit hus i Delhi af
en gruppe mænd, der flygtede i en autorickshaw. Poolan Devi blev 37 år gammel.
Hun er i dag et symbol for fattige indiske kvinder kamp for retfærdighed.
En anden kendt indisk kvinder er
Agnes Bojaxhin – bedre kendt som Mother Teresa. Hun er født i det nuværende
Makedonien af albanske forældre. Hun blev stærk katolik i sin ungdom og
tilsluttede sig den katolske Loreta orden i Irland, hvilket bragte hende til
Bengalen i det dengang britiske Indien. Hun fik titlen Mother Teresa i 1937. I
1946 stiftede hun ’Kærlighedens Missionærer’ og åbnede flere hjem til
slumbeboere, syge og døende i Bengalens hovedstad Calcutta. Det var lige efter
2. Verdenskrig hvor briterne havde brugt Indien som base for Royal Airforce
angreb mod Japan. Det gjorde Indien til bombemål for de japanske styrker og
Calcutta blev sønderbombet. Mother Teresa fik Nobels Fredspris i 1979. Hendes
død 5. September 1997 druknede i Lady Dianas begravelse samme dag. Da havde hun
startet 610 missioner i 123 lande. Hun blev gjort til katolsk helgen i 2003 som
’The blessed Teresa of Calcutta’. Hun var meget konservativ i sin modstand mod
prævention og især abort, som hun kaldte menneskehedens største synd.
